Er du håndværker? Så mange kalorier har du brug for på en dag
Hvor meget energi har en håndværker brug for i løbet af en arbejdsdag? Få svaret her.
En lang arbejdsdag med fysisk arbejde kræver en del kalorier. Men hvor mange kalorier har en håndværker egentlig brug for i løbet af en dag?
Daniel Knaap er klinisk diætist, sundhedsekspert, indehaver af knaap.dk, som tilbyder professionel rådgivning i træning, kostvejledning m.m., og så er han kendt fra DR’s livsstilsprogram ‘Fede Forhold’.
Vi har spurgt ham om, hvor meget energi en tømrer, murer, vvs’er eller en anden håndværker har behov for i løbet af arbejdsdagen.
En gennemsnitligt voksen mand, der ligger uafbrudt i sin seng, forbrænder omkring 2.000 kalorier om dagen, men det er de færreste, der ligger i sengen hele dagen. Alligevel er energiforbruget for en, der arbejder på kontor, ikke særligt højt, fortæller Daniel Knaap.
Det forholder sig dog temmelig meget anderledes for en håndværker.
Hvor mange kalorier forbrænder en håndværker på en dag?
Håndværkere har nemlig generelt ret meget muskelmasse, og forbrænder derfor mere end gennemsnittet. De vejer ofte mere end gennemsnittet, og specielt hvis der er lidt mere på sidebenene.
De bevæger sig også meget i løbet af en arbejdsdag og samlet set giver det en høj daglig forbrænding. Jo mere man vejer, desto mere har man at slæbe rundt på, og derfor forbrænder man selvfølgelig mere energi.
- Hvis du vejer 100 kilo, og du går ti kilometer om dagen, så forbrænder du omkring 800 kalorier mere om dagen sammenlignet med en kontorarbejder, der sidder ned hele dagen. Det svarer til over en halv pizza. Så hvis du er håndværker, du er meget fysisk aktiv, og du samtidig løfter materialer og den slags, og du vejer omkring de her 100 kilo, så kan dit daglige energiforbrug snildt ligge op imod 4.000 kalorier, siger Daniel Knaap.
Selvom 4.000 kalorier lyder af meget, så er det faktisk nemt for håndværkere at tage presset af badevægten ved få justeringer i kosten.
- Håndværkere kan forholdsvis nemt tabe sig med få justeringer i kosten, fordi den daglige fysiske aktivitet ofte er meget høj. Du havner nemmere i et kalorieunderskud, sammenlignet med en, der sidder på et kontor hele dagen. De fleste håndværkere jeg hjælper med vægttab, bliver også meget overraskede, siger Daniel Knaap.