Vil du holde batteriet helt friskt? Sådan kører eksperten sin egen elbil
Batteriet er elbilens vigtigste og mest værdifulde komponent. Læs her, hvordan en af Danmarks største batterinørder får sit elbilbatteri til at præstere bedst muligt i længst tid.
Kører du rundt i en elvarebil? Og vil du gerne bevare bilens optimale rækkevidde så lang tid som muligt? Så læs med her.
Vi har nemlig talt med en af Danmarks førende batterieksperter om, hvordan han selv holder sit elbilbatteri på toppen af sin præstationskurve langt ind i elbilens levetid.
Sådan er du god ved dit batteri: 5 simple tommelfingerregler
1. Batteriet skal for det meste af tiden helst være opladet til omkring 20-80 pct.
2. Det er især en god ide at undgå at være tæt på 0 pct. eller 100 pct., hvis elvarebilen skal stå stille flere dage i træk
3. Du skal helst undgå parkering i solen i længere tid ad gangen - særligt med høj ladestand
4. Lad gerne op i sjatter, så batteriet bliver indenfor de 20-80 pct. opladet
5. Undgå i videst muligt omfang hårde afladninger/opladninger
Kilde: Mads Aarup
Den gyldne middelvej
Mads Aarup er civilingeniør og iværksætter, og så er han elbilist og elbilentusiast. Han er også bestyrelsesmedlem i Elbilforeningen (FDEL) og IDAs ekspert i elbiler og batteriteknologi.
Derfor har han - som det mest naturlige i verden - kastet sig over elbilernes batterier og gjort det til sin mission at finde ud af, hvordan man får mest mulig rækkevidde og kørekvalitet ud af sit elbilbatteri.
Økonomisk genvist: Håndværkere sparer 6.600 kr. om måneden på at køre elbiler
Der ligger en helt masse tekniske udregninger bag Mads Aarups tommelfingerregler, men han har indvilget i at dele konklusionerne med Værktøjskassens læsere.
Lad os starte med den første: Hvor meget strøm skal der ideelt være på din elvarebils batteri?
“Nu har jeg kigget lidt på Volkswagens hjemmeside, og jeg kan se, at de også anbefaler 30/70 procents-reglen. Sweetspottet for et elbilsbatteri er at være opladet mellem 30 og 70 pct. Vi kan også sige fra 20 til 80 pct., det gør ikke den store forskel. Den vigtige pointe er, at det slider på batteriet at blive helt tømt eller tæt på, men det er også hårdt for et batteri at være ladet fuldt op, fordi spændingen i batteriet bliver så høj,” forklarer Mads Aarup.
Hvis du eksempelvis lader din bil op i løbet af natten, kan du med fordel sætte en begrænsning på laderen, så batteriet maksimalt lades op til 70/80 pct., eller hvad du har brug for til dagen.
Og hvis du eksempelvis skal på ferie, og elbilen ikke skal med, er det vigtigt, at batteriet ikke står og venter på dig med 100 procents strøm flere dage i træk. Det slider på batteriet!
Prøv at ram det her niveau med mellem 20 og 80 pct. strøm på batteriet, når bilen skal stå stille flere dage i træk.
Ligesom en liter mælk
Som med andet elektronik er det heller ikke ligefrem optimalt, hvis elbilsbatteriet har det alt for varmt.
Derfor skal du helst ikke parkere din elvarebil i solen. En formiddag i solen skader selvfølgelig ikke, men prøv så vidt muligt at undgå parkeringspladser i sommersolen. Det gælder især, hvis batteriet er ladt højt op.
“Et elbilbatteri er lidt ligesom en liter mælk. Hvis den står ude i varmen, bliver den dårlig. Kombinationen af varme og høj cellespænding øger degradering af batteriet,” siger Mads Aarup.
God ide at sjatlade
Hård afladning og hård opladning er heller ikke ligefrem guf for et elbilbatteri.
Når du gasser hårdt op, tapper det hurtigt en masse strøm, og det slider lidt mere på batteriet end kørsel i et jævnt og stabilt tempo.
Opladning med lynoplader, dvs. ‘hård opladning’, er også en belastning for batteriet. Når du er på farten, og har brug for at lade hurtigt op, skal du selvfølgelig bare bruge lynladeren. Men generelt er det en god ide at bruge almindelige ladere, når du har mulighed for det.
Det er også godt at sjatlade, forklarer Mads Aarup. Lad generelt lidt ad gangen ofte. Uden at det tager overhånd selvfølgelig og bliver upraktisk i din hverdag.
Klar til el: El-varebilernes gennembrud venter lige om hjørnet
Forbedrer elvarebilens værdi
Ifølge Mads Aarup bliver det mere og mere almindeligt, at køber får testet batteriets kapacitet, når der handles med brugte elbiler.
Hvis du passer godt på dit batteri, beholder du batteriets optimale rækkevidde så lang tid som muligt. Og samtidig kan du opnå en bedre pris i tilfælde af videresalg.
“En brugt elvarebil, hvor batteriet har en kapacitet på 90 pct., står rigtigt flot på brugtmarkedet. 80 pct. er også ok, men bør reflekteres i prisen. Er vi helt nede omkring 70 pct., går det så meget ud over rækkevidden, at det måske bliver et svært salg,” siger Mads Aarup.