Erhvervsbiler

Håndværkeren

Hvad enten det har været som forsanger i et rockband eller som autodidakt billedkunstner, har Kasper Eistrup skabt sin egen levevej drevet af passion, talent og hårdt arbejde. Og det hele startede faktisk med en læreplads i tømrerfirma, som ikke gik helt, som det skulle.

(VieW Marts 2020 nr. 1 Årgang 46) - Tilmeld dig VieWÅbner et eksternt link

Der er langt fra grammyfester, udsolgte turnéer og proppede festivalkoncerter til et lille enmandsværksted i den brune del af Kødbyen på Vesterbro i København. Især på en grå regnvejrsdag i januar, hvor Kasper Eistrup har inviteret os indenfor. Undertegnede er selv fan af Eistrups band, Kashmir, som udfordrede den danske rock i halvfemserne, slog igennem i nullerne og opnåede international succes i 10’erne. De var nyskabende med deres tempofyldte, eksperimenterende og ret hårde musik, og jeg dannede mig et billede af forsangeren som den dér utilpassede rebel, der ikke brød sig voldsomt meget om normaliteterne. Men hvis det var sådan, den unge Kasper var, så synes kanterne at være slebet runde med årene. Det er nemlig en jovial mand med strikhue og et venligt smil jeg møder ude foran hans værksted, hvor han er i gang med at tømme bagagerummet på sin nye Tiguan. “Jeg har egentlig ikke haft den store interesse for biler,” svarer han, da jeg spørger ind til bilen. “Jeg dumpede køreprøven to gange, da jeg var 18 år. Det var total fiasko, og der gik 10 år, før jeg igen prøvede,” siger han, som siden har fået tre børn – og erkender, at han nu har brug for en bil, der kan lidt af det hele. 

Men det er ikke biler, vi skal tale om. “Generer det dig, at jeg ryger,” spørger han høfligt, da vi smider os i hjørnet af atelieret, hvor der er højt til loftet og hersker en duft af oliemaling og nylavet kaffe. På væggen hænger en guitar, og det virker oplagt at spørge, hvad der fik ham til at skifte dén ud med malerpenslen. “Jeg har nogle fotografier, hvor jeg sidder og tegner i en alder af tre år. Det var nok dér, det startede. De fleste børn tegner, når de er små. Jeg var så bare ham, der blev ved med at tegne, da jeg blev større.

Det var sådan en verden, som jeg kunne lukke mig ind i og så ellers lade passionen overtage,” fortæller han. Med en mor, som underviste i billedkunst og lavede keramik, og en far, som var rigtig god til at fortælle historier, blev Kasper inspireret til at lave tegneserier. Og takket være en kammerats mor, som arbejde på kommunen og dermed havde adgang til noget så magisk som en kopimaskine, lykkedes det at sætte en mindre produktion af hjemmelavede tegneseriehæfter i gang. “Jeg kan stadig huske fascinationen af at lave en tegning og putte den ind i den dér maskine, og så mangfoldiggøre den i flere eksemplarer på den anden side. Det var det samme, som jeg senere oplevede i min musikkarriere.

At komponere et stykke musik, skrive en tekst, sætte de to ting sammen til en sang, indspille den i et studie og udgive den på en plade. At se tingene udvikle sig og blive til mere end en idé.” Mens vennerne tog på gymnasiet, skaffede Kaspers far sin søn en læreplads i et tømrerfirma. “Jeg var ikke noget vidunder i skolen, men min far vidste, at jeg kunne noget med hænderne og havde sans for det visuelle. Tømreruddannelsen kunne give mig forståelse for rum og materialer og måske føre mig videre til arkitektstudierne,” fortæller han. “Men det var hårde år for byggebranchen, og jeg endte med at rense kloaker og rive ting ned, og en dag fik jeg bare nok. Jeg havde fået langt hår og var begyndt at spille musik, og jeg hørte slet ikke til i den dér skurvogn på byggepladsen. Efter et års tid sagde jeg op, og min chef virkede ikke overrasket. Jeg ville spille musik, og jeg ville leve af det. Jeg havde ikke nogen uddannelse og ikke noget arbejde, så jeg havde sådan set ikke noget at miste, og det blev så starten på Kashmir

Min far troede ikke på, at jeg kunne følge sit hjerte og gøre den til min levevej, og måske var det hans skepsis, som gjorde, at det lykkedes. Han var den dér mur, som jeg spillede bolden op ad, og som gav mig en vilje til at vise, at jeg godt kunne skabe mig et liv, som ikke var låst i en eller anden retning. Og jeg har faktisk takket ham mange gange for, at han forsøgte at presse mig ind i noget, som jeg ikke ville.”

Skiftet fra guitar til pensel.

Kashmir, som foruden Kasper Eistrup bestod af bassisten Mads Tunebjerg, trommeslageren Asger Techau og senere keyboardspilleren Henrik Lindstrand, markerede sig på den danske rockscene i midten af halvfemserne, og bandet brød for alvor igennem lige før årtusindskiftet med albummet The Good Life. Ironisk nok var det netop dette album, der satte gang i den årelange massive optur, som en dag fik Kasper til stå at toget. “Vi havde spillet sammen i 24 år, og det var på en eller anden måde gået hen og blevet et job, der gentog sig selv. Man skrev sange, man udgav et album, og man tog på turne. Og når turneen var slut, så startede man forfra. Jeg ved godt, at det måske lyder arrogant, for vi havde jo opnået vores vildeste drømme, men det hele havde altså forvandlet sig til en stor maskine med mange mennesker og et kæmpe ansvar. Jeg var lige fyldt 40 og var på vej til at få mit andet barn. Hvis der skulle ske noget nyt, var det sidste udkald, og det dér med at male billeder var for alvor begyndt at tikke i mig. Jeg mærkede en trang til at have mit helt eget værksted, hvor jeg kunne lave mine helt egne billeder, uden at de skulle vurderes af tre andre kritikere. Det gad jeg virkelig godt.”

Fans af Kashmir vidste, at forsangeren var meget visuelt orienteret. Det var eksempelvis Kasper, som illustrerede bandets albumcovers, men han vidste godt, at en status som rockstjerne ikke var et wildcard til en karriere som billedkunstner. Han måtte starte fra bunden – igen – og han var til at begynde med så dedikeret til opgaven, at folk ikke længere skulle omtale ham som musikeren Kasper, men som billedkunstneren Kasper. “Sådan er det ikke længere,” siger den i dag 47-årige artist. “Jo ældre, jeg er blevet, jo mere har jeg forstået, at det jeg laver er et resultat af, hvad jeg er blevet til. Mennesket absorberer jo erfaring undervejs i livet, og uden mine år med Kashmir, ville jeg ikke kunne male de billeder, jeg maler i dag. Jeg har lært, at jeg med tiden er blevet bedre til at nærme mig mine indre stemmer og dermed blive bedre til at formidle noget, som er oprigtigt,” forklarer han. “Samtidig er der mange ligheder mellem at skabe musik og lave billeder. At sætte sig for at male et godt billede er som at sætte sig ned for at skrive et hit. Sådan foregår det jo aldrig. De gange, jeg har lykkedes med at skabe noget virkelig godt, har været fordi, at jeg har fået hul igennem til mig selv og ikke ladet mig forurene af andres meninger. Det ved jeg i dag, men det vidste jeg ikke, da jeg var yngre. Når jeg arbejder på mit værksted, så forsøger jeg at lave noget, som kan få mig selv til at sige ‘wow’. Og når jeg gør det på dén måde, så er det fordi, at min erfaring fra musikken siger, at det er sådan, det skal være.”

Gennembrud på lærred.

Og selv om dét at gå solo både har været et privilegium, men også medfører frustrerende perioder med kunstnerisk blokering og søvnløse nætter, er det med tiden lykkedes Kasper Eistrup at blive en anerkendt billedkunstner, som sælger sine værker gennem anerkendte gallerister som Martin Asbæk, ligesom han i 2019 blev inviteret til Kina for at udstille. Desuden er han blevet en effektiv en af slagsen, der alene det seneste år har produceret omkring 50 værker. Specialet er oliemaling og litografi, også kaldet stentryk, og han definerer sin stil som fragmentarisk. En kombination af tegning og maleri, hvilket blandt andet kommer til udtryk i hans karakteristiske ‘pods’, som er inspireret af iPod-designet og hans fascination af diasfotos, og som indrammer hans sammensatte motiver af objekter, mennesker og grafiske elementer. Mest kendt blandt den brede danske befolkning er imidlertid Kasper Eistrups portræt af Kronprins Frederik, som blev præsenteret i 2019 og i dag hænger sammen med de officielle royale billeder på Frederiksborg. Det er et af de få bestillingsarbejder, som kunstneren kun sagde ja til, fordi han fik helt frie tøjler til at bestemme, hvad der skulle være på lærredet. “Det var en spændende, men meget svær opgave. Alle har jo et forhold til kongehuset og til Kronprinsen, og udfordringen var at skulle male en så kendt en person og samtidig tviste personen i en ny retning. Jeg havde ikke behov for at forskønne ham eller ændre ham, men jeg var opsat på at male ham mere som personen end som titlen. Derfor skulle jeg først lære ham at kende, og det foregik ved, at han med jævne mellemrum besøgte mig her i værkstedet. Så bød jeg på kaffe, og vi talte om forskellige ting. Om hans drømme, om sejlsport og familie den slags. Han spurgte mig ret ofte, om jeg ikke snart skulle i gang med at male, men det blev til en del besøg, før jeg gik i gang. Det endte med at blive til halvandet år med samtaler, og jeg brugte derefter tre måneder på at male billedet.”

Musikken trækker igen. 

Med årene har lysten til igen at spille musik sneget sig tilbage i Kaspers univers, og aktuelt genforenes Kashmir i 2020 til fire store koncerter i Danmark. Måske fordi musikeren Kasper har opnået, hvad han ville med billedkunstneren Kasper, men også af kunstneriske årsager. “Hvis der er noget, som musikken giver dig, som billedkunsten ikke er i stand til, så er det den dér direkte, umiddelbare reaktion, som du opnår ved at stå på en scene, hvor du er i kontakt med tilskuerne. På scenen mærker du med det samme, om du laver noget, der virker,” forklarer han. “Men at blive billedkunstner har afgjort betydet et kreativt skred for mig. Der er sket noget med mit blik. Jeg er begyndt at tænke visuelt, hvor jeg tidligere tænkte med ørene. Og det mærkelige er, at selvom jeg næsten ikke har spillet de sidste seks år, så tror jeg, at jeg også blevet en bedre musiker. Jeg er måske blevet sløv i fingrene og sløv i stemmen, men på det mentale plan er der sket en udvikling,” siger han og tager en pause. “Og hvis der er noget, jeg har lært, så er det, at du skal arbejde for det. Hvis jeg skulle tage en snak med en 20-årig version af mig selv, så ville jeg sige ‘kom i gang’. Du skal knokle for det. Intet kommer nemt. Nogle gange skal du sidde og flå i det og være presset og fortvivlet. Jeg oplever stadig kriser, hvor jeg føler mig uduelig og elendig – jeg er faktisk i krise lige n – men qua min livsvisdom er jeg ikke længere så bange for dem, fordi jeg ved, at det bare er en periode, jeg skal igennem. Det går over. Det er bare på med arbejdshandskerne.”

Den særligt mørkerøde farve ‘Caput Mortuum’ ses ofte i Kasper Eistrups værker. Farvens pigment blev oprindeligt udvundet af menneskeknogler.