Med Amarok til polarcirklen.

Det er den 3. oktober sidste år, og jeg sidder på en lille café sammen med en kvinde. Over en kop kaffe sidder vi og taler om vores rejsedrømme. Udenfor holder vores Amarok parkeret. Siden 2011 har den været vores oplagte valg, når vi har skullet ud at rejse. Campingvognen står klar og færdigpakket derhjemme, og i næste uge går turen til Italien. Men er det virkelig det bedste, vi kan finde på? Vi lægger hovederne i blød, og to kopper kaffe senere har vi booket natfærgen den 21.12. I år tilbringer vi – min kone Jacqueline og jeg samt vores to børn Finja og Pepe – julen ved polarcirklen i Finland. Tættere på julemanden – eller på finsk Joulupukki – kommer vi vist ikke.

Om formiddagen den 23.12. lægger vi et billede af vores bil op i vores Facebook-gruppe ”Amaroker”, og her bliver vi endnu en gang bekræftet i, hvor cool et fællesskab, der er om Amarok. Vi får en invitation til ”fika”. ”Fika” er det svenske ord for ”en pause med kaffe og kage”. Og i den forbindelse spiller klokkeslættet kun en mindre rolle. Her er vi fuldblodssvenskere. Og vi takker straks ja til tilbuddet. Efter en omvej på 15 kilometer (ja, sådan måtte det jo næsten gå) ankommer vi til Roberts røde svenske hus, som er beliggende på en lille bakke. Robert og hans kone udvandrede så sent som i 2018 til Sverige og kører også i en  Amarok ligesom os. Selv om vi ikke kender hinanden, tilbringer vi den næste times tid i hinandens selskab i deres hyggelige hus, som om vi var gamle venner, og nyder – ud over et lækkert stykke kage – samtidig også udsigten ud over dalen. I mellemtiden er det nu gået hen og blevet mørkt. Men de næste par dage skal vi jo alligevel undvære solen. Takket være sneen er det dog lige til at holde ud.

Vores sidste overnatningssted inden vores egentlige destination Rovaniemi fører os lidt ind i landet igen. Da vi kører af hovedvejen, er vi øjeblikkeligt tilbage i ”Winter Wonderland” igen. Gaderne er dækket af et fastkørt lag sne, og grenene på træerne, der står rundt omkring, er næsten ved at give efter for vægten af sneen. Vores hostel er så lille og diskret, at vi til at starte med kommer til at køre forbi det til trods for advarsler fra navigationen. Så vi må vende om og bliver da noget forbavsede. Hostellet ligner mere end noget andet en villa, og det ville helt sikkert sagtens kunne have været en del af den originale kulisse til en Pipi Langstrømpe-film.
Både udvendigt og indvendigt er det simpelthen bare så flot. Det er næsten lidt ærgerligt, at vi kun har mulighed for tage en enkelt overnatning her. Men har man holdt lidt styr på, hvor mange dage der er gået nu, vil man nok have bemærket, at det i dag er den 24. december – juleaften. Og vi har stadig i omegnen af 800 kilometer, som vi skal have tilbagelagt i et sneklædt Sverige.

Kun afbrudt af nogle korte stop for at tage billeder krydser vi den finske grænse omkring kl. 14. I selvsamme øjeblik får vi – takket være tidsforskellen – præcis én time foræret. Det betyder, at vi vil kunne have tilbagelagt de sidste 130 kilometer og være fremme i Rovaniemi kl. 17 lokal tid. Vi gjorde det! Vi klarede de første 2.500 kilometer uden så meget som én uheldig episode overhovedet, og nu nyder vi at holde juleaften i vores lille familie.

De næste to spændende dage tilbringer vi i Finland. Vi hilser på den rigtige julemand i den by, han bor i, vores børn går i nisseskole, og vi får mulighed for at beundre rensdyrene på klos hold. Og selvfølgelig krydser vi også den legendariske polarcirkel, mens vi holder hinanden i hænderne. Højdepunktet for mig indtræffer dog først den sidste aften i den finske jul, den 26. december. Henimod kl. 20 bliver vi hentet på hotellet og kørt til Kemi, en finsk kystby. Her går det de næste par timer tværs hen over den tilfrosne Østersø på snescootere ved en temperatur på minus 25 grader celsius. Vi gør stop på en lille ø i havet og sludrer med vores guide, alt imens vi drikker børnepunch og spiser blåbærtærte hos hans bedstemor.

Julen er overstået, og vi påbegynder hjemturen. Vores plan er at køre til Stockholm med to mellemstop. Jacqueline bruger tiden i bilen til regelmæssigt at søge efter nogle interessante steder. Og det fører os endnu en gang væk fra E4, og vi spadserer nu rundt i en museumsby i det pragtfulde vinterlys i Lapland. Den lille by i nærheden af Luleå er i dag ligesom vores egen hjemby Eisleben blevet optaget på UNESCOs liste over verdenskulturarv.

Efter fire dage uden sollys er det en vanvittigt fantastisk følelse igen at kunne skimte solen ude i horisonten. Den er vores ledsager i flere timer, og man har følelsen af, at det er én lang solopgang, som ingen ende vil tage. På et tidspunkt holdt jeg også op med at standse op og tage billeder.

Vi forlader lige så langsomt Lapland i sydgående retning, vejene og landskabet bliver igen mere ”europæisk”, og vi sætter kursen mod Stockholm. Her i storbyen gør Amarok en lige så god en figur som i det sneklædte Lapland. Til trods for det får den sig lige en lille pause, mens vi går på opdagelse til fods i Sveriges hovedstad. På nytårsaftensdag præcis rejser vi videre til Malmø på vestkysten for derefter næste morgen – tung om hjertet – at tage færgen tilbage til vores hjemstavn.

Ti dage og 5.000 kilometer efter er vi hjemme igen. Amarok har mestret de lange strækninger lige så godt som den dybe sne. Takket være ergoComfort-sæderne føler vi os lige så afslappede her på den anden side af rejsen, som før vi tog afsted. Der var blot én ting, som vi ikke fik opfyldt! Vi fik ikke nordlyset at se. Men det betyder jo så bare, at vi må en tur nordpå igen!

Er I nysgerrige? Så læs den komplette rejseberetning på www.team-schwarz.de.