Hverdagens Volkswagen

Golf 8 - i form til fremtiden

Golf har kontinuerligt gennem fire årtier sat nye standarder for den kompakte familiebil. Nu gør den det igen. Et komplet digitaliseret cockpit, online infotainmentsystemer, intelligente assistentsystemer og nye hybridmotorer giver den ikoniske Golf en ny og fascinerende dimension. En lang succeshistorie har fået et nyt kapitel, der rækker langt ind i fremtiden.

(VieW Marts 2020 nr. 1 Årgang 46) - Tilmeld dig VieWÅbner et eksternt link

Gennem fire årtier har Golf været den mest succesfulde bilmodel i Europa, og for hver generation er den blevet forfinet og optimeret til at sætte nye standarder. Gennem alle årene har den bevaret sin unikke karakter, men under det velkendte ydre har den generation for generation budt på ny teknologi, der er hentet fra de større bilmodeller. Nu tager Volkswagen hul på endnu et kapitel i den lange succeshistorie og introducerer den nye og 8. generation af Golf. Aldrig har den været så progressiv, avanceret og sikker. Du genkender den med det samme som en Golf takket være de perfekte proportioner og karakteristiske kendetegn som den brede C-stolpe bagest på bilen, når du ser den i profil. Alligevel skiller Golf sig ud med et nyt markant og dynamisk frontdesign med smalle LED-forlygter og en skarp linje, der løber gennem hele fronten.

Bag rattet i Golf 8 mærker du, at den ikoniske model har undergået en digital revolution. Volkswagens designere har komplet nydesignet førerpladsen, digitalisteret instrumenteringen og udstyret den med nye online infotainmentsystemer, der åbner for over-the-air-opdateringer og diverse online-services. Det nye digitale cockpit betyder, at de traditionelle knapper er afløst af berøringsaktiverede betjeningspaneler og sliders.

Alligevel har man bevaret den intuitive og gennemtænkte betjening, der altid har været kendetegnende for Golf. Sikkerhed har altid haft høj prioritet hos Golf, der gennem årene har introduceret nye sikkerhedssystemer, du normalt ellers kun har været forvænt med i større og dyrere biler. Den tradition fører Golf 8 videre og introducerer Car2X kommunikation, Travel Assist, IQ.LIGHT LED-matrix-forlygter, forudseende fartpilot og meget mere. Golf 8 har allerede bevist, hvor sikker den er ved at opnå topkarateren 5 stjerner i Euro NCAP’s krævende kollisionstests.

Golf kommer i 8. generation med en pallet af drivlinjer, der er optimeret og kombinerer køreglæde med lavt forbrug og emission. Blandt nyhederne finder du de nye eTSI-benzinmotorer med 48V-mild-hybrid-system og to plug-in-hybrid-modeller med 204 og 245 hk, der kan køre op til ca. 60 km på strøm. Du kan også vælge mellem et par nye raffinerede 2,0 TDI-dieselmotorer med mere motorkraft og lavere forbrug. Golf 8 er fyldt til taget med spændende nyheder, og på de kommende sider giver VieW dig et overblik over de mange nye innovative teknologier, der sender dig og den nye Golf på kurs mod fremtiden. 

Innovision Cockpit

Førerpladsen i den nye Golf 8 har gennemgået en revolution og fremstår nu komplet digitaliseret. Med undtagelse af basismodellen Golf er alle versioner af Golf 8 standardudstyret med Digital Cockpit-instrumentering (10,25” display) og Discover Pro infotainmentsystem med 10” touchskærm (introduktionskampagne), der er integreret og tilsammen danner Innovision Cockpit. Føreren har mulighed for at tilpasse informationen og brugerfladen efter ønske og prioritering af informationer under kørslen. Diverse funktioner betjenes ikke længere via knapper, men via touchpaneler, touchskærmen eller stemmestyring. Dette giver instrumentbordet et minimalistisk, stilrent og moderne udseende, og betjeningen af bilens funktioner er løftet til et nyt niveau.

Online infotainmentsystemer

Golf 8 er udstyret med den nyeste generation af infotainmentsystemer, der har et nyt klart grafisk design og langt flere muligheder for at konfigurere brugerfladen. Du kan selv vælge, om touchskærmen skal være opdelt i tre, fire eller fem displays, og det er nemt og hurtigt at vende tilbage til hovedmenuen med dine favoritfunktioner, da systemet – ligesom din smartphone – har en Home-knap i venstre side af skærmen. De nye infotainmentsystemer i Golf 8 er online via et eSIM-kort, der giver dig adgang til en række webbaserede funktioner og services udbudt af Volkswagens We Connect, såsom at låse bilen op via din smartphone. På den kan du også kan få bilens status, kørselsinformationer eller se, hvor bilen er parkeret. Med We Connect Plus kan du yderligere fjernstyre klimaanlægget, få online trafikmeldinger, online kortopdateringer til navigationsanlægget, streaming af musik og meget, meget mere. 

Digital Cockpit

Det digitale cockpit kendes allerede fra den nuværende Golf 7, men i den nye Golf 8 har du et komplet nydesignet 10,25” display. Samtidig er der markant flere muligheder for at tilpasse instrumenteringen til dine præferencer i forhold til prioriteringen af de viste informationer, og du kan få navigationsanlæggets kort vist i hele instrumenteringens bredde. Grafikken er samtidig tydeligere, og opbygningen af menuerne er ekstra intuitive og giver dig det optimale overblik under kørslen. 

Genvej til funktioner

Skal du bruge en menu, der ikke aktuelt vises på infotainmentanlæggets skærm, har du via et touchpanel en række genvejstaster til Assist, Clima, P Menu og Køreprofilindstillinger. På den måde kommer du hurtigt ind i den rette menu og får adgang til yderligere funktioner.

Snak med din Golf

Golf Betjeningen af den nye Golf understøttes også af en intuitiv stemmebetjening, når føreren af bilen ønsker det. Stemmebetjening aktiveres blot ved at sige ”Hej Volkswagen” eller trykke på stemme-knappen på Multifunktionsrattet. Nu kan du give Golf kommandoer så som ”Kør til Odense” (navigation), ”Jeg fryser” (klimaanlæg) eller ”Ring til Henrik” (telefon). Nye digitale mikrofoner sikrer perfekt stemmeidentifikation og kan også lokalisere, om personen der taler sidder på fører- eller passagersædet. Som supplement er Alexa stemmestyring integreret i infotainmentsystemerne, hvilket giver mulighed for at betjene yderligere funktioner via stemme, dog ikke med dansk sprog. 

Ambiente belysning

I den nye Golf kan du tilpasse lyset efter dit humør og få mere behagelige farver og en mere afslappet kørsel. Du kan justere det diskrete lys i 10 forskellige farver i Golf Life eller op til 32 i Golf Style. Via infotainmentanlægget (se lille foto) kan du – alt efter dit humør – vælge kolde eller varme farver af lys. Lyset i infotainmentanlægget og det digitale cockpit afstemmes med striberne af lys, der løber i dørbeklædningen og hele instrumentbordets bredde samt i fodbrønden.

Head-up-display

Det digitale cockpit kan optimeres yderligere ved at udstyre Golf med et head-up-display (ekstraudstyr). Her bliver kørselsinformation projiceret op på frontruden, såsom aktuelle skilte med hastighedsbegrænsning, om du har aktiveret Travel Assist eller kørselsanvisninger fra navigationsanlægget. Inde i infotainmentanlægget kan du selv indstille head-up-displayet til at vise nøjagtig de informationer, du har brug for. Det betyder, at du ikke behøver fjerne blikket fra vejen foran bilen, og kørslen bliver derved mere sikker.

Front Assist

Golf er – som mange andre nyere Volkswagen-modeller – udstyret med Front Assist, der via en radar og et kamera advarer og bremser bilen i situationer med overhængende risiko for kollision. Dette system overvåger ikke kun biler og fodgængere, men nu også cyklister, og som ekstraudstyr kan Front Assist udvides, så det også reagerer på modkørende biler, hvis du er ved at dreje over i en modkørende bils vognbane.

Travel Assist

Den nye Travel Assist-funktion (standard på Golf Style) i Golf assisterer med kørslen ved hastigheder på helt op til 210 km/t. Dette system integrerer og aktiverer den adaptive fartpilot, der automatisk bremser og accelererer bilen, med Lane Assist-systemet, der hjælper dig med at holde bilen i midten af vognbanen. Travel Assist aktiveres blot ved et tryk på en knap på multifunktionsrattet. Lovgivningen foreskriver, at føreren stadigvæk skal overvåge kørslen og mindst have én hånd på rattet. Multifunktionsrattet i Golf er udstyret med sensorer, der registrerer, hvis du blot berører rattet. Hvis du slipper rattet i mere end 15 sekunder, får du en visuel og akustisk advarsel, og reagerer du stadigvæk ikke, aktiveres Emergency Assist, der automatisk bringer bilen til et stop.

Car2X-kommunikation

Den nye Golf er den første Volkswagen, der er udstyret med Car2X-kommunikation. Det gør bilen i stand til at kommunikere med andre biler og modtage vigtige informationer om andre biler og trafikinfrastrukturen inden for en radius af 800 meter fra bilen. Det betyder, at Golf på millisekunder modtager advarsler om vejarbejde eller udrykningskøretøjer og sammen med den adaptive fartpilot kan gribe aktivt ind, hvis bilen eksempelvis nærmer sig en kø af biler. På den måde bliver vejene mere sikre og kørslen mere afslappende. 

IQ.LIGHT LED Matrix-forlygter

Den nye Golf er standardudstyret med effektive LED for- og baglygter, men ud over dette kan den bestilles med IQ.LIGHT LED Matrix-forlygter (ekstra udstyr), der først blev introduceret på luksus SUV’en Touareg og den nye Passat. Føreren af bilen aktiverer dem via Dynamic Light Assist-funktionen, der automatisk blænder op og ned for fjernlyset. Matrix-teknologien kan målrettet tænde eller slukke segmenter af de 22 LED-pærer i hver forlygte, når bilens kamera registrerer modkørende eller biler foran. Således kan den køre med permanent fjernlys uden at blænde andre trafikanter. IQ.LIGHT Matrix LED-forlygterne er – ligesom baglygterne – desuden udstyret med løbelys som sideblink, der ikke kun ser godt ud, men også højner den aktive sikkerhed. 

Fingernemt DSG-gear

Det er blevet endnu nemmere at køre med DSG-gear i hverdagens kørsel takket være en lille, men nyttig ændring. I en stræben på et skabe et mere stilrent og moderne interiør har designerne ikke kun droppet de traditionelle knapper – den velkendte gearstang er nu afløst af en fingernem og pladsbesparende vippekontakt. Forbindelsen mellem DSG-gearkassen og gearvælgeren sker via kabel, så du kan lynhurtigt med en enkelt finger, skifte fra Drive til bakgear og tilbage igen. 

Nyt i motorrummet

Traditionen tro kommer den nye Golf med en palet af avancerede og effektive drivlinjer, der favner bredere end for nogen anden bil i denne klasse. Golf er den første Volkswagen-model, der tilbydes med de nye eTSI mild-hybrid-motorer. En 48V bælte-drevet starter-generator, et 48V lithium-ion-batteri og den nyeste generation af TSI-turbobenzinmotorer (1,0 TSI med 110 hk og 1,5 TSI med 130 og 150 hk) spiller sammen og reducerer brændstofforbruget med op til 10 %. Eksempelvis slukker systemet automatisk motoren, hvis du slipper speederen ved hastigheder op mod 130 km/t, og et elektrisk boost genstarter motoren smidigt, det øjeblik din fod igen træder på speederen. eTSI-motorerne leverer også en langt mere smidig igangsætning takket være et boost fra det elektriske system. Den nye Golf tilbydes som eHybrid med en plug-in-hybrid-drivlinje, hvor en 1,4 TSI-motor med DSG-gear er kombineret med en elmotor, der får strøm fra et opladeligt 13 kWh batteri (50 % mere kapacitet end tidligere). Det betyder, at Golf kan køre op til cirka 60 km udelukkende på strøm, hvilket betyder, at det meste af hverdagens kørsel kan foregå uden at generere emission. Golf eHybrid kommer i to versioner med henholdsvis 204 og 245 hk. Golf tilbydes også med to 2,0 TDI-dieselmotorer, en med 115 hk og en nyudviklet 150 hk 2,0 TDI EVO. EVO-motoren er optimeret med henblik på at give en bedre respons, og samtidig er NOx-emission reduceret med op til 80 % takket være et nyt SCR-system med dobbelt indsprøjtning af AdBlue. Det gør 2,0 TDI EVO-motoren til en af verdens reneste forbrændingsmotorer. 

Mere dynamisk køreoplevelse

Golf har altid været anerkendt for at levere en køreoplevelse, der rammer det ideelle kompromis mellem kørekomfort og køreglæde. Alligevel er det lykkedes endnu en gang at løfte niveauet. Golf har fået et mere direkte styretøj, og sammen med en række ændringer i undervognen leverer den en mere præcis og dynamisk køreoplevelse. Den nye Golf kan bestilles med adaptiv undervogn (ekstraudstyr), der automatisk og kontinuerligt på millisekunder tilpasser affjedringen til hastigheden og vejbanens overflade. Du kan også selv via Køreprofilindstillingen vælge COMFORT, ECO og SPORT-køreprogrammer, men som noget nyt kan du i INDIVIDUAL-køreprogrammet tilpasse indstillingen af affjedringen yderligere (15 trin) via en digital skala på touchskærmen.