Hverdagens Volkswagen

Elektrisk elegant 

I den nye ID.5 forenes elegant coupé-design og et lounge-lignende interiør og skaber en fascinerende elektrisk køreoplevelse. Aldrig har skiftet til at køre 100 % på strøm været mere fristende. VieW kigger nærmere på det næste medlem af ID.-familien.

(VieW December 2021 nr. 2 Årgang 47) - Tilmeld dig VieWÅbner et eksternt link

Luksus, stil og langdistance-komfort. Det er tre ord, der beskriver den klassiske coupé, som den har set ud i årtier. De ord rammer også ganske præcist i beskrivelsen af den nye ID.5, men her har vi med alt andet end en klassisk coupé at gøre. For nok er ID.5 inspireret af de klassiske dyder for en coupé, men hele bilens grundlæggende koncept er dikteret af fremtidens behov og krav til en 100 % digitaliseret og opkoblet nulemissions bil. Nu har elbiler ofte fået skudt i dækkene, at de er uinspirerende passionsløse køretøjer, der ikke gør meget andet end at bringe dig tørskoet fra A til B. Tanken om den slags useriøse anskuelser fordufter øjeblikkeligt, når du lader dine øjne løbe hen over ID.5’erens elegante svungne former, og du kommer bag rattet og mærker ID.5’erens fusion af den elektriske drivlinjes potentiale og bilens dynamiske egenskaber.

ID.5 er tredje skud på stammen i Volkswagens hastigt ekspanderede ID.-familie, og den er nært beslægtet med ID.4, der hurtigt har etableret sig som en af danskernes foretrukne elbiler. ID.5 bygger videre på de egenskaber, der har gjort ID.4 populær, men den skruer ekstra op for den visuelle appeal og skiller sig på elegant vis ud. ID.5 er – ligesom de øvrige ID.-modeller – bygget på Volkswagens elektriske MEB-platform, der med sin lange akselafstand og korte udhæng for og bag er det perfekte fundament til at skabe en dynamisk proportioneret coupé, specielt når den står på store 21” hjul (ekstraudstyr).

ID.5 har en elegant coupé-linjeføring kombineret med karrosseriformer, der giver et kraftfuldt indtryk. Designet er samtidig meget aerodynamisk og bidrager til en lang rækkevidde på op til 514 km.

Du er ikke i tvivl om slægtskabet med ID.4, når du ser den høje og muskuløse front med de karakteristiske LED-forlygter forbundet af en LED-lysstribe. ID.5 skiller sig dog ud fra ID.4 ved at have anderledes udformede køleluftindtag i frontkofangeren, der giver den et selvsikkert og harmonisk udtryk. GTX-topversionen – som du ser her på siderne – har sit eget frontdesign, der understreger modellens potente 299 hk* stærke, elektriske drivlinje. Set i profil går ID.5 sine egne veje. Den meget skrå frontrude og A-stolpe giver taglinjen et elegant forløb, der danner en smuk bue hele vejen til bagenden. På ID.5 er taglinjen sølvlakeret, hvilket får coupé-profilen til at træde tydeligere frem, mens taglinjen på GTX-versionen er lakeret i mørk, højglans antracit, og sammen med det sorte tag står kabinesektionen i skarp kontrast til karrosseriet. Den bageste sektion af ID.5 er præget af en markant skulderlinje her over bagskærmene, og en hækspoiler er elegant integreret i bagklappen. Det giver ID.5 et iøjnefaldende og sportsligt design. Dørhåndtag, der er flade og i plan med dørsiderne, de store vindglatte alufælge og køleluftindtag i fronten, der kun åbner, når der er brug for køling, er sammen med karrosseriets form medvirkende til at opnå en imponerende lav vindmodstand for en bil af denne type. Det spiller en vigtig rolle i forhold til at opnå en lang rækkevidde for en elbil. 

Rummelighed som i en mindre lounge

Balancen mellem aerodynamik og design får ID.5 til at se atletisk, futuristisk og kraftfuld ud fra alle vinkler. De elegante svungne linjer er ikke opnået på bekostning af rummelighed i interiøret. Takket være en længde på hele 2,77 meter mellem akslerne og Volkswagens pladsbesparende MEB-platform giver ID.5 en oplevelse af rummelighed som i en mindre lounge. Selv om ID.5 har en taglinje, der daler smukt ned mod bagenden, har bagsædepassagererne glimrende med plads i højden, og under den store bagklap har du adgang til et 549 liter stort bagagerum, hvilket er en snert større end i ID.4 (når der læses op til toppen af bagsædets ryglæn).

”Aerodynamik og atletiske former smelter sammen og skaber et design, der hæver pulsen og sænker forbruget og forlænger rækkevidden”
Volkswagen

Placeret i førersædet sidder du også med en fornemmelse af god plads, fordi instrumentbordet er designet, så det ”hænger” og svæver over gulvet og ikke er forbundet til en bred centerkonsol, der stjæler plads. Instrumenteringen i ID.5 er typisk for en ID.-model reduceret til at bestå af et lille instrumentdisplay monteret på ratstammen og infotainmentanlæggets 12”– touchskærm, hvilket yderligere bidrager til den gode fornemmelse af rummelighed. I ID.5 har du stemningslys flere steder i og omkring instrumentbordet og i dørene, og du kan vælge mellem 10 forskellige farver via indstillingerne i infotainmentanlægget. Den nye ID.5 kommer med software version 3.0, der introducerer en række nye spændende funktioner. Det gælder eksempelvis Travel Assist (ekstraudstyr), der nu også gør bilen i stand til selv at overhale, hvis du har aktiveret sideblink og sensorerne har registreret, at der er ledigt i næste vognbane. ID.5 kan også scanne en tom parkeringsbås eller din indkørsel ved huset og derefter overtage parkeringsmanøvren.

Alle varianter af ID.5 kommer med et 77 kWh-batteri, der – afhængig af udstyrsvariant – har en rækkevidde på op til 514 km (WLTP). ID.5 kan oplades med op til 11 kWAC eller 135 kW DC, hvor den inden for 30 minutter kan lade op til 390 km i ID.5 og 320 km i en ID.5 GTX. ID.5 kan desuden udstyres med såkaldt bi-directional opladning, hvor den kan sende strøm, som den ikke bruger, tilbage til dit hus via din ladeboks ude i garagen. ID.5 har motorkraft til at levere sportslige præstationer og fornem kørekomfort. 

Den kommer enten med en elmotor med 174 hk eller 204 hk integreret i bagakslen, hvor GTX-topmodellen har en systemydelse op til 299 hk* takket være en 162 Nm stærk elmotor i forakslen og en 204 hk elmotor i bagakslen. Det betyder, at GTX har et intelligent elektrisk firehjulstræk, der giver et formidabelt vejgreb og muligheden for at udnytte den høje motorkraft på sikker vis. Den nye ID.5 og ID.5 GTX er en spændende og inspirerende tilføjelse til ID.-familien, og den vil skabe elektrisk stemning, når den lander hos de danske Volkswagen-forhandlere i løbet af april måned 2022.

Den næste ID...

Inden den nye ID.5 lander hos de danske Volkswagen-forhandlere til april, er der verdenspremiere på den næste ID.-model. Og det er noget helt andet. Det er ID.BUZZ – en moderne og elektrisk fortolkning af det ikoniske rugbrød. ID.BUZZ bliver en MPV på størrelse med den udgåede Sharan MPV, og den kommer i en fem- og syvpersoners version. ID.BUZZ kommer også som varevogn, og begge versioner forventes introduceret i efteråret 2022.