52 år i Folkevogns tjeneste
Han har serviceret alt fra de gamle bobler til den nyeste Golf. Men efter 52 års tro tjeneste hos Volkswagen-forhandleren i Ringkøbing er den snart 70-årige Ejgil Pedersen klar til at lade sig pensionere. Eller det vil sige – det er han faktisk ikke.
Tekst og foto af Nikolaj Karlshøj
(VieW September 2019 nr. 2) - Tilmeld dig VieW
Siger man ‘Volkswagen’ eller ‘Folkevogn’ på værkstedet hos VW-forhandleren i Ringkøbing? Svaret kommer resolut, hvis man spørger firmaets ældste medarbejder, Ejgil. “Folkevogn,” siger han på klingende vestjysk. Den 69-årige mekaniker har budt VieW på kaffe i frokoststuen hos A.V. Vejgaard i Ringkøbing. Her har han spist sin madpakke gennem de sidste 52 år. Ingen af hans kolleger har været der lige så lang tid – end ikke indehaverne af familiefirmaet, Anders og Anne Mette Vejgaard, som i dag styrer den daglige drift. De to søskende er børn af Anders Christian Vejgaard, som stadig er med i ejerkredsen. Samtidig er de børnebørn af grundlæggeren, som stiftede firmaet i 1939 og var manden, der ansatte Ejgil i vinteren 1967.
Dengang var Ejgil 17 år og havde rodet lidt med knallerter hjemme på gården ved Vedersø. Og da stillingen som lærling blev slået op, slog Ejgil til. At det lige blev hos Volkswagen, var nok et tilfælde. For trods unge Ejgils interesse for mekanik, har han efter eget udsagn aldrig sådan rigtig været en bilentusiast. “Det har frem for alt været et arbejde for mig,” som han siger, selv om hans første bil naturligvis var en Folkevognsboble. “Dengang kostede en ny, så vidt jeg husker et sted mellem tolv- og femtentusinde kroner, og det var jo alt for mange penge for en lærling. Så jeg købte en brugt nede i butikken,” fortæller han.
“Siden har jeg både haft Folkevogne og Audier, men aldrig noget, som ikke har været fra koncernen.” Han er en utrolig rar og samtidig meget fåmælt mand, Ejgil. Men som kaffen indtages, begynder snakken at glide. Både om de mange år på det samme værksted, og om de mange biler, han har skruet på gennem tiderne. “Dét ved jeg søreme ikke,” svarer han på spørgsmålet om, hvor mange, han egentlig har serviceret gennem alle de år. Men det er uden tvivl adskillige tusinde.
Fra mekanisk snilde til Google.
“Der var mere plads i motorrummet dengang,” fortæller han om forskellen på bilerne dengang og i dag. “Da jeg var ung mekaniker, kunne man jo få det meste til at køre med en prøvelampe og en skruetrækker. Hvis bare der var benzin og gnist, så skulle bilen nok starte.” siger han. “I dag forbinder man først bilen med en computer, og så går man i gang. Hvis man støder på et problem, man ikke kan løse, er man koblet op på samme netværk, som alle de andre Volkswagen-værksteder. Vi kan kontakte en hotline, eller vi kan gå på Google. Vi kan hurtigt løse udfordringerne. I gamle dage kunne man spørge sin kollega, og fik man ikke svar, måtte man prøve lidt forskelligt, indtil tingene virkede. Teknologien og internettet har uden tvivl sparet os for rigtig mange timer.”
Og selvom Ejgil har fulgt med tiden og taget et hav af kurser ligesom sine yngre kolleger, er det stadig ham, man spørger, hvis værkstedet får besøg af de lidt ældre biler. For der er ikke længere så mange, der har prøvet at justere en karburator eller svejse med gas og ilt. “Bilerne rustede jo dengang. Det var helt normalt. Det gør de ikke længere. Og er der problemer med en gearkasse, så udskifter man den, så kunden kan komme videre. Man splitter den ikke ad og reparerer den, som man ville have gjort i gamle dage.”
Ejgil fremhæver også kunderne, når han fortæller, hvordan tingene har ændret sig gennem tiden. Nogle kunder er stadig nysgerrige og vil gerne kigge med, når mekanikerne gennemgår deres biler. Men engang var der dem, som var særlig krakilske med, hvem der åbnede motorhjelmen på deres bil. “Jeg husker især én, som skulle have lavet sin varevogn. Hans faste mekaniker var på ferie, og det skulle gå stærkt, så derfor fik jeg opgaven og fik gjort bilen klar til tiden. Men da kunden hørte, at det var en anden mekaniker, som havde repareret hans bil, nægtede han simpelthen at komme og hente den,” fortæller Ejgil og griner. “Lige dén slags kunder ser vi ikke så ofte længere. Og det er nok også godt nok.”
“Men det har været sjovt at følge udviklingen,” siger Ejgil, da vi står på værkstedet, hvor de unge lærlinge, hvis forældre ikke engang var født, da Ejgil selv startede, løber rundt. En stor LED-skærm på væggen viser tydeligt, hvilke personer, som har gang i hvilke opgaver, samt hvad der venter. På lifterne hænger alt fra T-Roc til Touareg, Poloer og erhvervskøretøjer. “Da jeg begyndte, var det jo bobler og Type 2-varevogne det hele, men så kom Golfen, og dét var altså noget helt andet,” mindes han. Inden da havde man også set den første Passat, og siden kom også Polo, og Ejgil husker i det hele taget halvfjerdserne som årtiet, hvor der pludselig blev mange Folkevogne at vælge imellem. Han mindes de bilfrie søndage, men ellers var oliekrisen ikke noget, som sænkede farten hos A.V. Vejgaard. Firserne var tiden, hvor de første IT-systemer blev introduceret på værkstedet og reservedelslageret, og samtidig blev bilerne også mere højteknologiske. Men Ejgil fulgte med tiden.
“Da jeg var ung mekaniker, kunne man jo få det meste til at køre med en prøvelampe og en skruetrækker. Hvis bare der var benzin og gnist, så skulle bilen nok starte.”Ejgil PedersenMekaniker - Volkswagen Ringkøbing
Medalje fra dronningen og Volkswagen.
Ejgil er kendt for at få arbejdet gjort. “Jeg har altid godt kunnet lide at knokle. Måske er det derfor, jeg især godt kan lide at reparere varevogne, for dér skal man tage fat,” forklarer han. “Når man har arbejdet med det samme i så mange år, indarbejder man en vis rutine, og det er nok derfor, at jeg måske stadig kan gøre nogle ting lige så hurtigt, som de unge mekanikere,” siger han forsigtigt og med en vis beskedenhed i stemmen. Han blev ved 50-årsjubilæet belønnet med Dronningens Fortjenstmedalje for sine mange års uafbrudte ansættelse, og han har modtaget Guldnålen fra Volkswagen AG. Men spørger man Ejgil, hvad der har gjort mest indtryk på ham gennem tiden, nævner han efter lidt betænkningstid prisen som Årets Volkswagen-tekniker, som han modtog til et stort landsmøde i år. “Dén havde jeg ikke set komme, det må jeg indrømme. Og så foran alle de mennesker. Det var en stor dag.”
En helt særlig Boble.
“Vi har skam også nogle klenodier stående,” siger Ejgil, da han efter en rundtur i forretningen viser os ind på et lager. Blandt en masse bildæk, gamle skilte og historiske værktøjsapparater kommer en grøn Folkevognsboble til syne. Et skilt i forruden afslører, at den er fra 1974, og i øvrigt ikke er til salg. “Den her har jeg serviceret mange gange,” siger han og sætter sig ind bag rattet i den lyse kabine med den karakteristiske lugt af veteranbil. Bilen fremstår utroligt original og gemmer desuden på en skæg historie. “Den har kun haft én ejer, og han var landmand. Jeg kan tydeligt huske ham. Han kørte i den fra ny til engang i slutningen af halvfemserne, hvor den blev byttet til en fabriksny Golf,” fortæller Ejgil. Siden fik Ejgil til opgave at renovere bilen, og den grønne Boble med den raspende boxermotor tilhører i dag forretningen som en slags maskot, der kan give en fornemmelse af historiens vingesus. Og gennem den støvede forrude fornemmer man tydeligt, at minderne vælter frem hos den 69-årige mekaniker.
“Det tager et kvarter at hive motoren ud af sådan én her. Den sidder fast med fire bolte. Det er ret nemt,” siger han og erkender, at han fortryder, at han ikke købte et par stykker dengang, de var billige. For selv om han ikke er hardcore entusiast, kunne det være sjovt med en klassisk Folkevognsboble i garagen. Og måske kan det ske endnu, for selvom Ejgil efter 52 og et halvt år i Folkevogns tjeneste går på pension denne sommer, er han efter eget udsagn ikke færdig med at komme på værkstedet hos A.V. Vejgaard. “Jeg kan ikke bare stoppe fra den ene dag til den anden. Der kommer til at mangle noget,” siger han, som både har campingvognen og forsamlingshuset hjemme i Stadil at passe. Sammen med fruen, Lise Lotte, har han tre voksne børn, hvor den ene af de to sønner faktisk også er udlært mekaniker. “Men det dér med at have noget at stå op til hver morgen, det betyder altså meget.