Evig kærlighed til Corrado
Det er i år 30 år siden, at Volkswagen løftede sløret for Corrado, der var designet til at byde på kompromisløs køreglæde og raffineret teknik pakket ind i et forførende design. En cocktail, der forførte Harley Paulsen fra Oksbøl i en grad, så han næste år kan fejre 25 års ejerskab af en Corrado G60.
(VieW September 2018 nr. 2) - Tilmeld dig VieW
Året var 1988. Danmarks Radios monopol blev brudt, og vi fik TV 2. Vi så OL i Seoul, hvor Claus Borre så rødt over en skandaløs kendelse i boksning. Vi stryger i biografen for at se Eddie Murphy i Coming to America, og der var EM i fodbold, hvor landsholdet ikke havde succes på grønsværen, men deres sang ’En for alle, alle for en’ blev det største hit det år. Og Volkswagen introducerer en ny eksklusiv sportscoupé med navnet Corrado. Den var udset til at spille rollen som Volkswagens våben i coupé-klassen, der i den sidste halvdel af 1980’erne fik en sand opblomstring. De europæiske bilmærker, der traditionelt set havde været stærke ud i coupé-genren, blev overhalet af nye og mere avancerede japanske sportscoupéer, og det kunne mærker som Volkswagen naturligvis ikke have siddende på sig.
Allerede kort efter introduktionen af Scirocco II-coupéen i 1981 påbegyndte Volkswagen udviklingen af en afløser til denne. Tre år inde i forløbet var udviklingsomkostningerne dog accelereret så voldsomt, at Volkswagen ændrede planen fra at udvikle en Scirocco III til at udvikle en rendyrket sportsvogn, der ville blive positioneret højere. Corrado skulle repræsentere summen af Volkswagens tekniske knowhow på dette tidspunkt. Planen var oprindeligt at introducere Corrado i 1986, men Wolfsburg var først klar til at løfte sløret for den kileformede coupé i 1988. Navnet Corrado brød med Volkswagens lange tradition for at navngive modellerne efter en vind som med Golf, Scirocco og Passat. Navnet kom af det spanske Correr, der betyder at løbe eller spurte. Og Corrado kunne i den grad spurte takket være sin stærke og teknisk raffinerede 160 hk stærke 1,8-liters G60-motor, der sendte den vindglatte coupé til 100 km/t på blot 8,3 sek. og videre til en topfart på 225 km/t. Corrados præstationer var i en anden liga, end vi havde været vant til med Scirocco II, og det samme gjaldt bilens teknologiske niveau og standardudstyr, hvilket også afspejlede sig i prisen, der landede på 511.000 kr. Det var dyrere end den billigste Porsche, hvilket gjorde Corrado til en sjælden fugl på de danske breddegrader, faktisk blev der kun solgt i alt 11 styk.
Ovre i Vestjylland, helt nøjagtigt i Oksbøl, boede der en mand med navnet Harley Paulsen, der siden introduktionen af den første Scirocco i 1974 havde næret en stærk passion for Volkswagens coupé-modeller. Han havde ejet en Scirocco I og i 1994 stod der en Scirocco II i hans garage. Selvfølgelig drømte han tilbage i starten af 1990’erne om at få en Corrado i garagen, men prisen holdt ham lidt tilbage.
Corradoen var en gave
Jeg er taget til Oksbøl for at besøge Harley, som jeg blev opmærksom på i en diskussion om Corrado på Bilbasens Facebookside, hvor han lige måtte korrekse et par stykker omkring G-ladermotoren i Corrado. I den sammenhæng nævnte han, at han på 24. år var ejer af en Corrado G60. Jeg tænkte, at det måtte være den rette mand at opsøge i året for Corrados 30-års jubilæum. Harley forklarer, hvordan han blev ejer af en Corrado: ”Jeg havde lige været igennem en større operation, og da det gik godt, lovede jeg mig selv en gave, og det blev en Corrado. Det vil sige, at jeg måtte højt og helligt love min kone Agda, at det blev den sidste bil, jeg købte. Lillemor var skeptisk, men indtil videre har jeg da holdt, hvad jeg lovede.” Det var i 1994, og da en Corrado var for dyr som ny, ledte Harley efter en brugt, og han fandt lige den, som han drømte om, i Hamborg. Det var en Corrado G60 årgang 1991, der dengang havde gået 57.000 km. ”Jeg havde set en i flashrød i Danmark, men det var ikke mig, men den i Hamborg var i Dark Burgundy-metallak og havde et lyst læderinteriør, der gør den mere lys, indbydende og luksuriøs. Og den havde jo meget udstyr som BBS-fælge, kørecomputer, eljusterbare sæder, el-betjent soltag og eljusterbare og opvarmede sidespejle. Den måtte jeg eje, så den hentede jeg sammen med min søn.”
Det kan godt være, at det er næsten 24 år siden, at Harley hentede Corradoen hjem til Oksbøl, men det kan ikke ses på den, da han triller den ud i solen. Jeg må give Harley ret i, at kombinationen af et lyst læderinteriør og Dark Burgundy-metallak gør Corrado mere eksklusiv. De store, kantede Halogen-forlygter afslører, at Corrado er nogle årtier gammel, men de svungne, stramme linjer og de markante skærmkanter giver coupéen et elegant og muskuløst udtryk. Samtidig er slægtskabet med datidens Golf tydelig i formsproget, og velkendte Golf-designkarakteristika er elegant overført til coupé-formlen.
Designet gemmer også på en – for datiden – nyskabende detalje i form af en aktiv hækspoiler, der løfter sig ved hastigheder over 72 km/t, hvilket reducerer aerodynamisk løft på bagakslen med 64 %. Ved 40 km/t sænkes spoileren igen, men som Harley demonstrerer, kan du også løfte spoileren ved et tryk på en knap i kabinen, hvis du lige skal blære dig lidt. Porsche fik først den slags tekniske lækkerier senere…
Corrado vakte opsigt tilbage i 1988, og det gør den stadigvæk i dag, hvilket Harley kan mærke, hver gang de parkerer den et sted. ”Da vi var nede ved Biltema, stod der 10-12 unge mennesker med deres biler, og de ville absolut snakke med os. Lige gyldigt hvor vi parkerer den henne – også i Tyskland – så er de vilde med den. Når vi har været over grænsen for at handle, så står der altid en flok unge mennesker omkring den, og man kan høre dem sige til hinanden, at de ikke troede, at det var sådan nogle gamle mennesker, der havde sådan en bil.”
”Jeg lovede mig selv en gave, og det blev en Corrado. Jeg lovede samtidig min hustru Agda, at det blev min sidste bil, og det har jeg holdt i 24 år. ”
Corradoen er Harley og hustruens eneste bil, så den bliver brugt flittigt som hverdagsbil, og den har nu rundet 289.000 km. Lidt fordomsfuld tænker jeg, at det er lidt overraskende, at Harley og hustru i den alder vælger at køre i en sportscoupé. ”Jeg prøvede at sidde i en up!, men jeg synes, at den var for høj i kabinen. Jeg sad for højt. Jeg kan godt lide, at jeg skal sætte mig ned i et interiør, hvor der er lavere til loftet, og jeg ligesom er pakket ind,” forklarer Harley. Jeg sætter mig ned i Corradoens førersæde og forstår, hvad han mener, men selvom du har en ægte coupé-fornemmelse bag rattet, er interiøret overraskende rummeligt, så du kan godt have to voksne personer på bagsædet uden fare for at blive beskyldt for at bryde menneskerettighederne. Under den store bagklap finder du et 370 liter stort bagagerum, så du har rigelig plads til både hverdagens indkøb og ferierejsens kufferter.
Nu var det ikke bilens praktiske egenskaber, der gjorde Harley forelsket i en Corrado. Det gjorde det nok nemmere at retfærdiggøre idéen om at køre i en coupé som hverdagsbil, men det var design, køreoplevelse og ikke mindst motorkraften, der lokkede i Corrado. Harley åbner motorhjelmen og åbenbarer et motorrum, der er pinligt rent, og motorens topstykke skinner i en grad, så det ligner noget, der lige er rullet af samlebåndet. Her er der ikke spor af de næsten 300.000 km, som Harleys Corrado har kørt.
Unik G-Lader-motor
Motoren er baseret på den 112 hk stærke 8-ventilede 1,8-liters motor, der også lå i datidens Golf II GTI og den Scirocco II GTX, som Harley også har ejet et eksemplar af. Volkswagen ønskede at løfte motorkraft op i en anden klasse og undersøgte mulighederne for trykladning. De overvejede naturligvis turboladeren, der var en nem vej til mere motorkraft, men på dette tidspunkt var turboladning ikke specielt raffineret og gav oftest et uharmonisk momentforløb. Valget faldt på den usædvanlige G-lader, der trækkes af motorens krumtapaksel og derfor giver mere ladetryk allerede ved lave omdrejninger, hvor turboladeren drives af udstødningsgassen og først giver øget moment ved højere omdrejninger.
G-laderen hævede motoreffekten fra 112 til 160 hk og drejningsmoment fra 155 Nm ved 3.000 o/min til 225 Nm ved 4.000 o/ min, hvilket dengang var på niveau med en 2,5-liters motor. En Corrado G60 kunne nå 100 km/t på kun 8,3 sek. og en topfart på 225 km/t, hvilket matchede en Porsche 944.
Harley har fået renoveret motoren, og som han siger ”nu kan den godt strække mine arme ud, når jeg accelererer. Jeg er dog påpasselig med, hvor jeg accelererer, for jeg oplever tit, at hvis jeg overhaler nogle unge mennesker, tror de bare, at jeg vil køre om kap.”
Langtidsholdbar køreoplevelse
Harley står og vipper med nøglen og spørger, om jeg ikke selv har lyst til at prøve den. Uden tøven griber jeg nøglen og lader mig glide ned i det lyse læderbeklædte sportssæde. Motoren springer velvilligt i gang, da jeg drejer tændingsnøglen, og jeg triller ud af Oksbøl. Snart når jeg et område, hvor trafikken er tynd og vejene lige. Gearstangen smutter let ned i andet gear, og jeg trykker speederen godt ned, og motoren lystrer villigt med et solidt træk og løber let og turbineagtig op i omdrejninger.
Motoren virker frisk og trækker harmonisk over et bredt omdrejningsfelt op til cirka 4.500 o/min. En turbomotor fra 1980’erne var typisk halvsløj ved lave omdrejninger for så nærmest at eksplodere i kraftudfoldelse, når omdrejningstælleren rundede 3.500 o/ min. Du fornemmer også, at motorens 160 hk ikke har mange kilo at flytte på (1.115 kg.) og sammen med dens omdrejningsvillige natur, får du hurtig fart i Corrado, uanset om det går lige ud, eller du accelererer ud af vejsving.
”Uanset om vi parkerer vores Corrado nede ved Biltema eller ved en tank i Tyskland, tiltrækker den mange unge mennesker”
Det er dog ikke motoren, der imponerer mest, det er undervognen og måden, hvorpå Corrado bevæger sig let og adræt fra det ene sving til det andet. Den krænger mere end nutidens sportslige biler gør, men du bemærker det ikke, for bilen har en fantastisk balance og absorberer vejens ujævnheder med en finesse, der tåler sammenligning med de bedste af nutidens biler. Den lader sig ikke bringe ud af fatning af ujævnheder, og Corrado rammer præcist den fine balance mellem komfort og sport, der giver køreoplevelsen langtidskvalitet. Den er ikke rå og kontant, så du bliver træt af den efter kort tid, omvendt er den heller ikke blød og upræcis, så du efter et par sving mister lysten til at køre. Vi lever i en tid, hvor folk ofte skifter bil, da vi hele tiden gerne vil have noget nyt, og derfor kan vi måske have svært ved at se, hvordan nogen kunne leve 24 år med den samme bil.
Efter min lille tur i Corradoen forstår jeg godt, hvordan Harley nemt har kunnet holde sit løfte om ikke at købe endnu en ny bil. Corrado er nok en 30 år gammel bil, men når den er velholdt som Harleys, kan du stadigvæk mærke, at det er en af de bedste køremaskiner, Volkswagen nogensinde har bygget. Jeg er kørt til Oksbøl i en Arteon R-Line med 280 hk, 4MOTION og alskens topmoderne udstyr, og Harley er da også imponeret over den på den der meget afdæmpede vestjyske facon. Det preller lidt af på ham, for han har allerede sin drømmebil holdende i garagen, og jeg fornemmer, at kærligheden til Corrado varer evigt.
