Golf GTI TCR uden filter.
Den nye Golf GTI TCR er inspireret af GTI TCR-raceren, der allerede efter få år har kørt stribevis af titler hjem. VieW fik mulighed for at blive spændt fast i racersædet og mærke den ultimative ufiltrerede køreoplevelse i baneraceren, når den bliver sluppet løs på Portemão-banen i Portugal.
(VieW April 2019 nr. 1) - Tilmeld dig VieW
Adskillige runder i den nye Golf GTI TCR på den vidunderlige og udfordrende Portimão-racerbane efterlader mig med høj puls og et kæmpe smil. Det er en af de dage, man husker. Det kan ikke blive meget større, når jeg at tænke, da lyden af en racer, der starter op i garagen ved siden, flænger den hyggelige atmosfære i pitloungen med et dybt brøl. Da repræsentanter fra Volkswagen Motorsport annoncerer, at vi nu skal ud at prøve baneraceren, der har lagt navn til det nyeste skud på Golf GTI-stammen, breder sig en opløftet stemning. Uden for ruller tre styk Golf GTI TCR ud af pitgaragen og parkerer foran pitloungen med motorerne kørende i tomgang med høje omdrejninger. GTI TCR-raceren ser vild ud med sit næsten komisk brede karrosseri, store luftindtag og en hækvinge, der sidder i samme højde som en bardisk. Det ligner en Golf GTI TCR iklædt rustning og klar til at angribe hvilken som helst bane, du måtte byde den. Ideen med TCR-racerserien er at have en racerserie med biler, der er så tæt på gadebilerne som overhovedet muligt, hvilket naturligvis holder omkostningerne nede og giver flere mulighed for at deltage. Et krav er, at raceren skal være baseret på en gadebil, der minimum er solgt 5.000 styk af om året, hvilket udelukker mere specialbyggede biler. Karrosseriet minus de brede skærme, motor, DSG-transmission og undervognen er i store træk identisk med gadebilen, men selvfølgelig er det hele optimeret til race med de nødvendige ændringer, det kræver.
Iført køresko, køredragt og hjelm åbner jeg den meget lette dør og kravler ind over sikkerhedsburets veldimensionerede rørprofiler og lader mig glide ned i sædet. Det formstøbte sæde giver sig ikke, så du skal ikke have meget sul på siderne, før du får problemer med at komme ned i eller op af sædet. Instruktøren strammer H-selerne til, så kroppen ikke kan bevæge sig en millimeter, men jeg skal også kun bruge arme og fødder. Instrumenteringen foran mig er enkel med et lille digitalt display foran rattet, og jeg styrer stort set alle bilens funktioner via knapper på rattet. Herligt enkelt. Ude foran begynder en Golf R Variant at køre ud af pitten. Den skal agere pacecar rundt på banen, hvilket er meget betryggende. Jeg lader gearstangen glide ned i D, og GTI TCR-raceren sætter takket være DSG-gearet lige så blidt i gang som en almindelig Golf 1,5 TSI DSG. Det er så nok det eneste, du kan bruge ordet blidt om i en GTI TCR-racer. Larmen er infernalsk, inden vi er nået ud af pitten, og bilen bumler henover asfalten med sin hårde affjedring og racerdæk. Den første runde foregår i et moderat tempo for at give os en fornemmelse for bilen, men to runder senere er der skruet godt op for tempoet. Det er ikke de 60 hk ekstra, der gør en afgørende forskel. Den er hurtig, ja, men det er, når du nærmer dig svingene og igennem dem, at du får dig en på opleveren. Ned ad langsiden har du fuld smæk på forbi den kegle, der markerer, at her skal du bremse, når du kører i gadebilen.
For hver runde bremser jeg senere og senere og bliver mere og mere forbløffet over grebet og stabiliteten i bilen. Det samme gælder farten gennem svingene. Den ekstremt brede sporvidde og semislicks racerdæk giver bilen et greb og en hastighed, hvor jeg værdsætter, at selerne holder mig stramt på plads. Golf R Variant pacecaren foran mig skrider, og karrossen bevæger sig godt i fjedrene, hvor raceren stryger upåvirket igennem de snørklede sektioner af banen, så jeg griber mig i at råbe ”HURTIGERE” af instruktøren i bilen foran mig. G-påvirkningen under nedbremsning og gennem svingene gør det til en fysisk prøvelse, og sammen med det intense lydbillede kører puls og adrenalinpumpen på maksimum. Det er en altopslugende køreoplevelse uden filter, hvor du føler, at du er en forlængelse af bilens væsen. Det kan kun blive vildere, hvis du deltog i et løb med 20 andre racere, som du skulle holde stangen. Vores seks runder i raceren er alt for hurtigt overstået. Jeg ruller modvilligt ind i pitten igen, hvor jeg lige sidder og lader indtrykket synke ind, før jeg løsner selerne og stiger ud. Det her var i den grad en anden dimension af Golf GTI-oplevelsen. Selvfølgelig er den hurtigere end en GTI TCR-gadebil på bane, men ikke mere, end at jeg er imponeret over, hvor hurtig og effektiv en standard 290 hk Golf GTI TCR-gadebil er på Portimão-banen. Den har gode gener, der severes råt i racer-versionen.