Søstre på livets bølger
Kvindefællesskabet Surf Søstre samler kvinder og piger i alle aldre om meget mere end bare at ride på bølgerne. Mød kvinderne, der har skabt et kollektiv, hvor de også selv finder sammenhold, mental sundhed og nye venskaber.
Tekst: Benjamin Dane. Foto: Frederik Lentz Andersen / Holidays
Hvordan startede Surf Søstre?
”Jeg har surfet, siden jeg var 19 år gammel, og for mig har det altid været et frirum og et mentalt afbræk i hverdagen. Jeg har både boet og rejst meget i udlandet, og her har jeg mødt andre kvinder, som surfede og havde en free spirit, hvor det eneste, der betød noget, var, at man kunne lide at surfe, og ikke hvor gammel man var, hvad man lavede, hvordan man så ud osv.
I starten af 2020 havde jeg planer om at flytte til Newquay (by på den engelske sydveskyst, red.) og blive en del af surfkollektivet Women and Waves, men så kom corona, og jeg endte i stedet med at flytte hjem fra Berlin, hvor jeg boede og arbejdede som makeup-artist. Hjemme hos mine forældre i Sønderjylland sad jeg og tænkte på alle mine planer, der var faldet fra hinanden. Men så kom jeg på, at jeg måske i stedet kunne starte et fællesskab herhjemme i Danmark for piger og kvinder, der godt kan lide at surfe. Jeg lavede en Instagram-profil, hvor jeg begyndte at dele mine egne surf-billeder, og det fik enormt god respons. En dag, hvor jeg skulle til Klitmøller, skrev jeg ud fra profilen, og dagen efter stod vi 17 piger på stranden. Det fik mig til at tænke, at jeg havde fat i noget her.”
- Kirstine Engell
”Kirstine og jeg har kendt hinanden i 10-11 år, fordi vi begge har arbejdet som makeup-artister. Jeg har surfet siden 2014, og jeg bor i dag i Rødvig på Stevns, som er et populært surfspot. I starten, da Kirstine startede Surf Søstre, var jeg med på sidelinjen, da vi ofte havde talt om at lave sådan et fællesskab. Men jeg havde travlt med at starte min egen virksomhed, så det var først i 2022, da Kirstine ringede og sagde, at hun var ved at dø af stress over at køre Surf Søstre ved siden af sit arbejde, at jeg gik ind i projektet for alvor. Der var kommet mange nye medlemmer til, og da jeg er uddannet surfinstruktør, havde jeg nogle idéer til, hvordan man kunne tilbyde flere aktiviteter, fx. at tilbyde specifik træning for både begyndere og øvede, lave vores egne Surf Søstre-surfboards og tage mig af alt det administrative, som vokser støt i takt med fællesskabet.”
- Mathilde Hansen
Vi begyndte at arrangere ture, og der dukkede folk op fra 20 til 60 år, fra studerende til færdiguddannede læger, som bare havde det tilfælles, at de interesserede sig for at surfe.Kirstine Engell
Hvorfor er det vigtigt med et surf-fællesskab for kvinder?
Mathilde Hansen: ”Jeg tror, at kvinder har sværere ved at skabe den slags aktive fællesskaber, end mange mænd har, uanset om det gælder fodbold eller surfing. Og de har måske nemmere ved at finde folk i deres omgangskreds, som gider at lave vilde og hårde ting, som surfing jo også er. Min storebror kunne altid samle 10 venner til en skiferie, men det kunne jeg ikke.”
Kirstine Engell: ”Med Surf Søstre fandt vi hurtigt ud af, at vi kunne tage piger og kvinder i hånden og give dem det skub, de måske havde brug for, før de turde blive en del af et fællesskab som vores. Vi begyndte at arrangere ture, og der dukkede folk op fra 20–60 år, fra studerende til færdiguddannede læger, som bare havde det tilfælles, at de interesserede sig for at surfe.”
Mathilde Hansen: ”Det er jo skidesvært at finde nye venner, når man ikke længere er 20 år og går på en uddannelse, men i Surf Søstre er der flere af vores medlemmer, som er blevet så gode venner, at de selv rejser ud i verden alene for at surfe.”
Kirstine Engell: ”Vi har også medlemmer, der er expats, som har fortalt os, at deres plan var at forlade Danmark, men at de har valgt at blive på grund af Surf Søstre. Det er jo vildt rørende.”
Hvornår fandt I ud af, at Surf Søstre kunne være mere end bare en alternativ sportsklub?
Mathilde Hansen: ”Det blev ret naturligt et rum, hvor man også kunne tale om personlige ting, fx. mens man sad i bilen på vej ud til et surfspot. Jeg tror, det skyldes, at når man først har sagt ja til at tage på surf-tur med en masse fremmede kvinder og piger, så har man allerede gjort noget modigt, sænket paraderne, og så er det også nemmere at åbne op, hvis man nu går og har det svært med noget, eller hvis man står ved en skillevej i sit liv.”
Kirstine Engell: ”Vi var på en tur til Marokko med Surf Søstre, hvor en af pigerne pludselig fortalte, at hun havde fået en diagnose. Jeg er selv blevet udredt for ADHD, og jeg føler, at Surf Søstre er et sted, hvor det er okay at tale om den slags, og at surfing er en mental medicin. Der er rigtig mange derude, som går rundt og er ensomme, måske oplever de, at alle deres veninder har fået børn, mens de selv stadig er single, måske er de blevet fyret eller har fået stress, men hos os finde de et nyt og anderledes fællesskab, hvor alle de normale skel bliver opløst. Når vi er på tur, laver vi også sharing circles, hvor man er velkommen til at dele historier om sig selv, hvis man har lyst.
Mathilde Hansen: ”I virkeligheden er det jo bare god, gammeldags teambuilding. Man kommer bare tættere på hinanden, når man laver noget aktivt sammen.”
Hvilke reaktioner har I fået på Surf Søstre?
”Vi får mange henvendelser både fra kommuner, som kan se idéen i at lave nye fællesskaber for piger og kvinder, og fra andre folk i andre vandsportsgrene som windsurfing. Lige nu er vi i gang med at få fire andre piger ind i teamet, så vi også kan tilbyde ture, hvor man kan stå på SUP-board, og vi har også arrangementer med surfskating her i København. Vi mærker en enorm interesse, og vi har sågar diskuteret, om vi skulle åbne for, at også mænd kan deltage, men der er bare noget særligt ved at være et kvindefællesskab, som får en til at turde lidt mere. Når man står ude på stranden med en stor, robust mandlig surfinstruktør, kan det godt virke lidt intimiderende, men hvis der står en kvinde, tænker man: Hvis hun kan, så kan jeg også. Og hver eneste gang, vi har holdt et event, uanset om det har været i Marokko, i Klitmøller eller i København, bliver jeg overvældet af alle de beskeder, vi får efterfølgende fra folk, som fortæller, hvor glade de er for de venskaber og oplevelser, de har fået gennem Surf Søstre."
- Kirstine Engell
Hvad drømmer I om at opnå med det fællesskab, I har startet?
Mathilde Hansen: ”Vi vil gerne kunne dedikere endnu mere af vores tid til Surf Søstre, til at arrangere rejser, lave events og gøre mere for vores eget fællesskab – men også hjælpe samfundet fx. med udsatte piger. Nede på Stevns er jeg allerede gået i dialog med kommunen om, hvordan vi kan hjælpe, og det håber jeg, at der kan komme noget godt ud af.”
Kirstine Engell: ”Vi drømmer om at kunne købe en minibus og tage grupper af udsatte, unge piger som fx. pigegruppen Vesterbro med til Klitmøller eller ud til Amager Strandpark. Men også bare at vokse så endnu flere kan få glæde af vores fællesskab, og så vi kan lave endnu flere fede tiltag. Bl.a. arrangerer vi talks om, hvordan man surfer livets bølger, både med professionelle surfere og med andre inspirerende mennesker, og det vil vi rigtig gerne lave mere af. Alt, vi gør, handler om at skabe et kvindefællesskab, der sparker røv.”
Surf Søstre - kort fortalt
Surfkollektiv for piger og kvinder, stiftet i 2020 af 35-årige Kirstine Engell, der driver Surf Søstre med 35-årige Matilde Hansen. Sammen arrangerer de surfture, talks og andre events for mere end 200 aktive medlemmer i alle aldersgrupper. Læs mere på surfsostre.com eller @surfsoestre på Instagram.
Til daglig arbejder Kirstine Engell som freelance hårstylist og makeup-artist i modebranchen og underviser i yoga. Matilde Hansen er uddannet frisør og makeupartist og mødte Kirstine Engell, da de begge arbejdede på TV2 News, men startede i 2017 sit brand Baby Dreamer, hvor hun designer babyudstyr til eventyrlystne familier.