Vidste du...
(VieW December 2018 nr. 3) - Tilmeld dig VieW
at Volkswagen i 1972 producerede Boble nummer 15.007.034, og dermed kunne Boblen nappe titlen som den mest producerede bil fra Ford T ”Tin Lizzy”, der var i produktion fra 1908-27. Da Boblen gik ud af produktion i 2003 i Mexico, var der produceret 21.528.480 eksemplarer af den elskede Volkswagen.
at Volkswagen vandt Paris-Dakar-rallyet allerede tilbage i 1980, hvor den Audi-udviklede Iltis indtog 1., 2., 4. og 9. pladsen. Det var svenskeren Freddy Kottulinsky og tyskeren Gerd Löffelmann, der førte Volkswagen til sejr, og mærket deltog og vandt først igen i 2009 med en Touareg racer. Iltis var oprindelig udviklet til det tyske militær, der stod og manglede en mere moderne, pålidelig og billig offroadbil. Iltis var i produktion fra 1978 til 1988.
at Golf II, der blev introduceret i 1983, var den første Volkswagen, hvor noget af produktionen blev udført af robotter. Nye produktionsmetoder gjorde det muligt at løfte niveauet af automatiseringen i produktionen til 25 %, hvilket nedsatte produktionstiden og omkostningerne. I dag tager det under fem timer at producere en Golf på fabrikken i Wolfsburg.
at K70, der blev introduceret i 1970, var den første Volkswagen med forhjulstræk og med vandkølet motor. Det var en stor, rummelig og komfortabel bil, der oprindelig var udviklet af NSU, men da Volkswagen overtog mærket i 1969, fik K70 Volkswagen-logoer på, og den kørte frem til 1974, hvor den blev afløst af den første Passat.
at de første planer omkring up! gik på, at den skulle have hækmotor og baghjulstræk akkurat som den legendariske Boble. up!-konceptbilen, der blev præsenteret på Frankfurt Motor Show i 2007, var udstyret med en 2-cylindret benzinmotor under bagagerummet. Da up! gik i produktion i 2011, havde den fået frontmotor og forhjulstræk, så den kunne dele motor og gearkasse med Polo, hvilket reducerede omkostningerne.
at tredje generation af Polo i 1995 blev tilbudt i en speciel Harlekin-version, der var temmelig iøjnefaldende på grund af dens mange karrosserifarver. Polo Harlekin var lakeret i en symmetrisk farvekombination bestående af tornadorød, Ginstergul, pistaciegrøn og chagall-blå. Interiøret var også farverigt med et blåt læderrat og sportssæder med et specielt ternet harlekinbetræk. Produktionen var oprindelig begrænset til 1.000 styk, men det endte med tæt på 4.000 styk.