Erhvervsbiler

Falck laver flyvende skifte til strøm

Inden 2030 vil Falck halvere sin CO2-udledning. Det sker bl.a. ved at erstatte konventionelle køretøjer med eldrevne køretøjer alle de steder, hvor det er praktisk muligt. 45 eksemplarer af den elektriske ID.4 gør tjeneste i Falck, og flere er på vej.

Tekst: Søren Frederiksen. Context Media ApS Foto: Thomas Hjortshøj
(VieW Juni 2022 nr. 1) - Tilmeld dig VieWÅbner et eksternt link

”Elbilerne udgør i dag 20 % af flåden til privat sygetransport, og der er mange flere elbiler på vej”

Hvad forbinder du med Falck? Der er nok en god chance for, at du tænker på ambulancer, sygetransport, vejhjælp og brandslukning. ”Vi er en global virksomhed, som er til stede i Europa, USA og Colombia, og som mange andre virksomheder efterlader vi et CO2-aftryk, fordi meget af vores service bliver leveret ved hjælp af køretøjer, siger Michala Ficher-Hansen, som er koncerndirektør i Falck. Derfor er der et stort fokus på køretøjerne i virksomhedens ambitiøse bæredygtighedsstrategi, hvor CO2-udledninger skal være halveret i 2030 i forhold til 2021, og hvor det skal ske bid for bid med 10 procent om året.

”Når vi skal nedbringe vores CO2-udledning inden 2030, er vi så vidt muligt nødt til at lade være med at anvende dieselkøretøjer. For nogle køretøjers vedkommende er det endnu for tidligt at skifte til eldrift, fordi teknologien ikke er moden endnu. F.eks. er en ambulance tung og har meget materiel med, som bruger strøm. Men de steder, vi kan, sætter vi elbiler ind,” siger Michala Ficher-Hansen og tilføjer, at Falck også arbejder på at anvende biodiesel i flåden af tunge køretøjer.

Testet af medarbejdere og kunder. Derfor er firmabiler og biler til sygetransport to områder, hvor Falck har fuld fart på udrulningen af elbiler. Medarbejdere med firmabil kan udelukkende vælge en elbil, og en stor del af den private sygetransport på abonnement sker med 45 Volkswagen ID.4. Elbilerne udgør i dag cirka 20 procent af flåden til privat sygetransport, og der er mange flere på vej, efterhånden som leasingaftalerne på de nuværende Volkswagen Touran udløber. Dertil kommer 10 Volkswagen ID.4, som kører offentlig sygetransport i en aftale med Region Hovedstaden.

Valget af Volkswagen ID.4 er sket efter et grundigt forarbejde, hvor den er blevet testet af både medarbejdere og kunder. Volkswagen ID.4 er en god afløser for vores Touran. Både når det gælder medarbejdernes arbejdsmiljø og kundernes komfort. F.eks. minder de to biler meget om hinanden med hensyn til ind- og udstigning,” siger Anders Boesgaard, som er driftsdirektør med ansvar for mandskab og køretøjer.

Bekymring for rækkevidden.

Til gengæld kan Volkswagen ID.4 ikke matche Touran på rækkevidden, for Falcks biler til privat sygetransport kører op mod 400 km om dagen. ”Vores biler kører både i byerne, i provinsen og på tværs af landet. I første omgang har vi indsat Volkswagen ID.4 i de vagter, hvor der bliver kørt færrest kilometer, siger Anders Boesgaard og fortsætter: ”Medarbejderne kører hjemmefra med et fuldt opladet batteri. På 15-20 % af vagterne er det nødvendigt at lynlade i løbet af vagten. Men det er ikke noget, som påvirker kunderne, for det sker mellem turene,” siger Anders Boesgaard. Rækkevidden har da også været et emne til diskussion blandt medarbejderne, når de har skiftet fra Touran til ID.4. Man ved, hvad man har, men ikke, hvad man får. ”Der har været bekymring for rækkevidden, men det er mit indtryk, at skeptikerne nu er positive og er bannerførere for elbilerne, ligesom der er en stolthed over at være med til at reducere Falcks CO2-udledning,” konstaterer Anders Boesgaard.

Stillekupéen

Patienterne bemærker den, og den får redder Stella Panyakam Bauer til at føle sig frisk ved fyraften: Stilheden. Stella er én af 45 Falck-reddere, der har fået en ID.4 som sin arbejdsplads.

”Er det her en elbil?” Dét spørgsmål får redder Stella Panyakam Bauer ofte, når hun kører patienter til og fra hospitalet, tandlægen eller fysioterapeut. ”Når jeg begynder at køre, lægger patienterne straks mærke til, hvor stille kabinen er, siger Stella Panyakam Bauer. ”De spørger nysgerrigt til, hvordan den er at køre. Der er altid masser at snakke om i en elbil,” griner hun.

Mere overskud til familien.

Det var også nysgerrighed, der for knap et halvt år siden fik Stella Panyakam Bauer til at skifte til en af de 45 Volkswagen ID.4, som Falck har anskaffet til privat sygetransport.

”Jeg var superglad for den Volkswagen Touran, jeg kørte i, men jeg er lidt en drengepige og interesserer mig for biler, så da jeg fik tilbudt en Volkswagen ID.4., ville jeg meget gerne prøve den. Elbiler er jo fremtiden, og jeg ville vide, hvordan Volkswagen ID.4 kører,” siger Stella Panyakam Bauer og finder de store ord frem, når hun beskriver det: ”Det er en helt utrolig oplevelse i forhold til en bil med forbrændingsmotor. Accelerationen kommer med det samme, og man bliver skubbet frem i en behagelig, glidende bevægelse. Det er afslappende og giver en helt anden ro at have Volkswagen ID.4 som sin arbejdsplads,” siger Stella Panyakam Bauer og forklarer, at hun også kan mærke det ved fyraften. ”Jeg har mere overskud, når jeg kommer hjem til familien. Lyden og vibrationerne i en bil med forbrændingsmotor betyder nok mere, end man umiddelbart tror, når man tilbringer mange timer bag rattet.

Stella nyder den næsten lydløse kørsel i ID.4 og elmotorens kræfter og hurtige respons. Falck har valgt en ID.4 Pro med 204 hk og 77 kWh-batteri, der giver en rækkevidde op til 514 km. Stella kører op til 300 km om dagen i Storkøbenhavn, men oplader bilen hjemme på bopælen. 

Opladning hjemme rækker.

Når det er fyraften, kører Stella Panyakam Bauer hjem til huset i Gilleleje, hvor hun sætter Volkswagen ID.4 til opladning. Det er nemlig derfra, at hendes arbejdsdag starter og slutter. Tidligere havde hun et tankkort til Volkswagen Touran – nu har Falck installeret en ladeboks til Volkswagen ID.4, så hun kører hjemmefra med et fuldt opladet batteri.

”I gennemsnit kører jeg cirka 300 km i løbet af en dag, så jeg klarer mig fint med at lade hjemme. Jeg har kun været nødt til at lade ude et par enkelte gange, da det var koldt vejr, inden jeg kunne køre hjem til Gilleleje. Men det var efter, at jeg var færdig med patientkørslen, siger Stella Panyakam Bauer, der hovedsageligt transporterer patienter i hovedstadsområdet.

Tak for en behagelig tur.

Ifølge hende er Volkswagen ID.4 velegnet til at køre med patienter. ”Den har en god højde, så folk sætter sig ind på bagsædet i stedet for ned på bagsædet, og der er plads til en sammenklappelig kørestol i bagagerummet,” siger Stella Panyakam Bauer og fortsætter: ”Når patienterne sidder i Volkswagen ID.4, kommenterer de ofte, hvor rummelig den er, og hvor god benplads de har. Sammen med det lave støjniveau – selv på motorvej – giver det god komfort, så turene slutter ofte med, at de siger tak for en behagelig tur. Elbilen giver dem en ekstra oplevelse.

”Det er afslappende og giver en helt anden ro at have Volkswagen ID.4 som sin arbejdsplads”
 Stella Panyakam Bauer
Falck-redder